Christianskirkens tilbud til skoler

Jul med julevandring for sognets 0. klasser, særgudstjenester for små og store samt besøg af klasser.  

Påske –Påskevandring for sognets 1. klasser

Salmesangsdag for 5. klasser i provstiet

"Jesus på Slottet" - oplevelsesdag for 3. klasser i Sønderborg Provsti

Arrangementer for børn fra skoler og børneinstitutioner Forud for jul og påske vil skoleklasser blive inviteret til at deltage i "vandringer", hvor en gruppe af frivillige, voksne, i rollerne som Josef, Maria, hyrder og vismænd, disciple, romere osv. giver evangeliernes beretninger liv. Såvel børn som voksne klædes ud i dragter. Programmet for disse vandringer omfatter desuden salmer, opgaver og lege passende til temaet. I det omfang der er ledigt i kirken, afvikles dele af programmet der.

Julevandringen: i  ugen som ligger før 1. søndag i advent. Et tilbud til 0.  klasserne på sognets skoler: Ahlmann-Skolen, Sønderskov-Skolen, Kløverskolen og  Privatskolen Als. En gruppe voksne i rollerne som Josef og Maria, hyrder på marken, engel, vismænd osv. fortæller historien om Jesu fødsel i dramatiseret form. Desuden er der leg  og opgaver, æbleskiver og julesange på programmet.

Salmesang i Christianskirken for skolerne i sognet Provstiet tilbyder materiale om salmer til 5. årgang (ca.), omhandlende påske, eller evt. andet tema. Projektet går ud på, at der arbejdes i klassen med nogle salmer - kendte som nye - og med traditionerne omkring temaet. Derpå samles de interesserede klasser i en af områdets kirker på samme tidspunkt, "så taget løfter sig" og man kan opleve fællesskabet. Ring og hør nærmere!
Kom også gerne med gode ideer, hvis vi skal lave noget i vores egen kirke for DIN klasse.

Der er i forbindelse med klassebesøg i kirken/ kirkebesøg i klassen udarbejdet en brochure med forslag til aktiviteter. Brochuren hentes HERBesøg i kirken skal aftales forud med kirke- og kulturmedarbejder Trine Høy på tlf. 40 33 71 18 eller kkm@christianskirken.net - eller præsterne.

I samarbejde med et eller flere andre sogne i provstiet er Christianskirken med til at arrangere:

Jesus på Slottet En oplevelsesdag for 3. klasser i hele Sønderborg Provsti - efter model fra Kolding Provsti. Informationer: Sønderborg Provsti

”Jesus på Slottet” foregår på Sønderborg Slot og afvikles i 3 runder - hver på ca. 2 timer - om formiddagene i samarbejde med Museet. Nærmere tidspunkter aftales direkte med tilmeldte klasser. Ideen går ud på at lade eleverne møde en række af personerne i de nytestamentlige fortællinger lyslevende, og at lade slottet danne ramme om dette møde. Projektet er tænkt som et tværfagligt samarbejde mellem lærerne i kristendomskundskab, dansk, musik og billedkunst. Information sendes ud til skolerne / lærere i 2. klasse i foråret.